Mine to held

Jeg føler mig helt ærligt ret uheldig. Jeg har haft kræft – endda tre gange på tolv år. Det er de færreste, der kan bryste sig af det. Gudskelov! Jeg er mærket. På min krop og i mit indre. Det gør mig alvorlig. Jeg kan blive så bange for at dø, at jeg slet ikke tør at leve. Sådan er det, når mit uheld tager over. Der er jeg et offer. Der er det synd for mig. Der er det svært at være i. Det er uretfærdigt.
Det findes bare ikke uretfærdighed i forbindelse med kræft – eller andre sygdomme i det hele taget. Det rammer med tilfældighed. Ingen vindere eller tabere. Basta bum. Måske føler man sig sej og stærk, måske holder man bare ud og prøver at holde fast. Her hersker der intet regnskab. Karmaloven er ikke stærk nok her. Heldigvis gælder min egen lov. At alt er nu. Jeg har to slags held.

For jeg føler mig faktisk også heldig. Jeg har overlevet kræft.
Jeg er mærket, men det gør mig menneskelig. Jeg har levet og det må man gerne kunne se. Jeg er alvorlig, men også jubelidiot. Livet skal findes i kontrasterne. Uden kontrasterne føles det hele så underlig hult. Uden sorg, ingen glæde. Måske er det i nogens øre en fortærsket floskel, men det virker. For mig. Det handler om balance. For meget uro kræver ro. For meget sygdom kræver et godt helbred. I balancen falder tingene på plads. Så jeg er faktisk glad for mine to held. I dag føler jeg mig heldig!