Mellem lys og mørke

​Hvad gør man lige, når man som jeg hører ordene: “Du har kræft!” for tredje gang? Jeg kan vælge at råbe “hvorfor mig?” til nattehimlen eller jeg kan, selv nu – og faktisk især lige nu, på trods af en smule angst, tristhed og træthed indse, at jeg faktisk har den bedste tid nu. Kræft er ikke nødvendigvis en dødsdom, det er nærmere en livsdom. Den tvinger dig til at leve.

Jeg øver mig hver dag på at acceptere, at livet kan ændre sig på et splitsekund. Det ved jeg; jeg har prøvet det. Accepten skærper mine sanser.
Midt i al den uro kan der danne sig en ro. Et overblik. En slags ny klangbund i alt. Livet er det vildeste, vi har. Når du mærker det, er det lidt som at skrue helt op for alle verdens lyde, dufte og smage. Livet har fået et nyt gear.
Det nye gear har bare den konsekvens, at det bærer en til tider tung og alvorlig sky med sig. Et usynligt tæppe der kan lægge sig ned over din hverdag og være svær overhovedet at se igennem. Hvis jeg facer det, accepterer det og ser det i øjnene, forsvinder tæppet for det meste. Livet er mellem mørke og lys.