Jeg er ikke syg, min krop har en ubalance. Sådan prøver jeg at tænke nu, selvom det er svært. Jeg er nået frem til følgende i dag:
Jeg har været helt forhippet på at få en “rask-label”. Hvorfor egenlig? Kan det gode liv kun findes i lyserød-hverdags-perfektioner? Nej, det tror jeg ikke. Udvikling sker som oftest i modgang. Man forstår også nemmere styrke og glæde efter modgang. Vi stræber så meget efter det perfekte liv, men vi kvæles i forsøget på at finde det. Det perfekte liv er en illusion. Livet er både godt og ondt. Smerte og lykke. Polerne kan ikke eksistere uden hinandens modstykker. Jeg tror ikke, at vi skal vente til: “når jeg bare får drømmejobbet, når jeg lige får smidt de 5 kilo, når jeg finder en kæreste – så! Så bliver jeg lykkelig”. Wrong. Lykke starter og er i dig! Og så kan du dele ud af din visdom og kærlighed og dermed påvirke andre.
Intet udefra skal diktere, hvordan du har det. For det skaber en afhængighed af den ydre verden. Så skal du have dit anerkendelses-fix, et like eller en deling for at føle dig nok.
Men du er nok i dig selv. Hav tillid til det! Alt er godt. Også selv om der er smerte og livet er svært. Det er jo stadig livet. Og intet er et mere rigtigt eller forkert liv.
Vi skal være bedre til at rumme det svære. Vi er ikke kun tilstrækkelige og fantastiske når livet glider. Vi er lige så smukke når det ikke gør.
Vi lever for meget i fortiden og nutiden, men glemmer at livet kun er lige nu. Vi kan jo ikke drømme om i morgen, hvis vi ikke har i dag. Så go with the flow. Hvis du er alt for bange for at miste det du har, bliver du virkelig skudt ned, hvis det sker.
Vi lever i for store udsving. Vi vil være lykkelige og glade, og når livet så viser sig fra sin mere dystre side, falder vi. Og vi falder tungt. Men det kan blive mere balanceret, hvis vi accepterer at livet er skrøbeligt.
På den anden side er alt for meget modgang lort. Og måske er ovenstående bare en måde at overleve på?
