Dagbog Arcardia – part 2

Part two. Onsdag d. 26/4-17.

Det følgende indlæg er skrevet af min kæreste, Titan.

Mandag, den første dag, var helt vild for os. Vi var de eneste på Arcadia, grundet den nyligt overståede påske, afbud og udskydelser. Det var godt for os, for i stedet for “morning circle”, hvor patienter og læger sidder i en rundkreds og gør brug af hinandens ressourcer, sad vi sammen med de to læger på stedet, Henning og Christian. Kun os fire.

Det var meget specielt. Man er fra Danmark vant til, at det gerne skal gå lidt stærkt hos de sundhedsfaglige, at man skal skynde sig at få spurgt om det hele og gerne gøre det lidt kort. Ofte er det også nødvendigt, lige at guide lægen i, hvad man taler om og hvem man er, da vedkommende jo kun lige har skimmet ens journal. Det her var anderledes. Markant anderledes.

Her sad vi overfor to læger, der havde al tid i verden. De var så fantastisk søde, sympatiske, nærværende og indlevende. De snakkede perfekt engelsk, så bekymringerne om sprogbarrierer var unødvendige. Vi snakkede om alt lige fra kemoterapi til syngeskåle. Efterfølgende gik undersøgelserne i gang. Mandagen var en lang og hård dag – men spændende og vigtig for os. Vigtig, fordi det var den dag, vi fik troen og håbet tilbage.

Man er i trygge hænder, her på Arcadia. Man har ikke på noget tidspunkt følelsen af, at der er tale om hverken en pengemaskine eller et kludetæppe af fantasifulde behandlinger. Nej, Henning og Christian har arbejdet inden for feltet de sidste 25 år, deltager jævnligt i kongresser og er ajour med alverdens studier. Sidstnævnte refereres der også konstant til. De tror ikke på hokus pokus – de tror på det bedste fra begge verdener.

De tror på, at kroppen skal opbygges. Derfor er man dækket ind med både terapi, øvelser, kost, kreativ udfoldelse, velbefindende, skøn natur og fuglesang. Alt sammen noget der er vigtigt, hvis man skal blive kræftfri. Der er også behandling i form af infusioner, varmeterapi og rådføring om mulige behandlinger, som ikke udføres på klinikken. Det forholder sig heller ikke sådan, at man på klinikken er totalt afvisende overfor kemoterapi eller konventionel behandling generelt. Det skal bare give mening, og det gør det ikke i vores tilfælde. Vi er ikke blevet anbefalet, ikke at få mere kemo. Det er en beslutning, vi selv har taget. Det føles ikke rigtigt med mere kemo. Vi tror ikke på det.

Tirsdag kom reaktionen

Stine havde kvalme, ondt i kroppen og var ved siden af sig selv hele tirsdagen. Det skyldtes nok en blanding af det hele. Hun får lov til at arbejde med sig selv på klinikken og rykker sig mentalt. Angsten bearbejdes, kosten omlægges og behandlingen arbejder med hendes krop. Det er en enorm omvæltning. Det var rigtig synd for hende. Jeg prøvede – som jeg plejer – at gøre det så udholdeligt for hende, som jeg nu engang kunne. Men det er svært.

I dag, onsdag, har været en dag med dejlige oplevelser og konfrontationer. Henning, der er en af lægerne på Arcadia, nævnte en behandlingsmulighed for os, som vi takkede ja til. Den foregår på en stråleklinik, hvor de først laver en knogleskintigrafi, for at have en reference fra før behandlingen. Men det er ikke bare sådan lige. Vi skulle ind til lægen efterfølgende, hvor skanningsbillederne var slået op på storskærmen. Stine bryder sig ikke om at se på sin krop på den måde. Et skelet med sorte pletter. Det kan jeg fandme godt forstå! Sådan er der da ingen, der kan se sig selv. Jeg havde også svært ved det i starten og jeg har det stadig, men nu tør jeg i det mindste at kigge, selv om det giver mig en væmmelig følelse i kroppen, der ikke kan sammenlignes med nogen anden.

Da vi kom tilbage på Arcadia, bankede vi på døren til Hennings kontor, for at høre om han havde fem minutter. Det var tydeligt at se, at han var midt i noget. Han fortalte, at han var lidt frustreret over de mange afbud og udskydelser, der netop var kommet. Men sådan er det i hans branche – folk er i en situation, hvor det hele kan ændre sig meget hurtigt og nye aftaler om akutte undersøgelser kan dukke op. Men Henning tog sig alligevel tid og i løbet af mindre end et minut, var han akkurat lige så nærværende og indlevende som altid. Vi fik snakket om Stines angst og det resulterede i, igen, at Stine måtte fælde en tåre af lettelse. Det var også rart for mig at snakke om, hvordan jeg skal forholde mig til hendes angst, for det kan godt være svært for mig. Henning fik et kram og vi ønskede ham fortsat god aften. Fantastisk dejlig mand! Stine havde forinden fået en massage og jeg havde for første gang, siden vi kom, mulighed for at ligge på sengen og finde en af de hjemlige vaner frem – computer og telefon.

Der serveres mad tre gange i døgnet. Det foregår på en lille restaurant, som altid er betjent af de sødeste tjenere. De er meget interesseret i at vide, hvem du er og hvor du kommer fra. Generelt er der bare en åbenhed og en følelse af, virkelig at være velkommen og ønsket. Maden laves efter low-carb principperne og er økologisk. Så ingen gluten, komælk og sukker. Derimod masser af protein, nødder, olier, grøntsager og frugt. Hvis man har særlige behov, ønsker eller allergier, siger man der blot – så fikser personalet det. Du kan også sagtens ændre menuen, hvis du ikke lige bryder dig om det, de vil servere. Maden er superlækker, dog skal jeg lige vænne mig til glutenfrit brød. Det smager en anelse tørt. Heldigvis er der en masse andet, jeg kan tage i stedet for.

Efter vi havde spist aftensmad på restauranten, spillede Stine på Arcadia’s Steinway piano og sang. Stine’s sang betyder meget for mig. Når hun synger, føler jeg for en stund, at det hele er normalt igen og at alt det her, slet ikke sker. Jeg glemmer at hun næsten konstant har ondt og er syg. At vores liv er på standby og at intet er sikkert. Efter sangen var vi kreative og begyndte på vores vision board. Tænk, at jeg sad der med saks og limstift. Sådan noget har jeg ikke gjort i mange, mange år. Det var rart at være sammen på den måde. Jeg fandt billeder af et gammelt ægtepar, en omsorgsfuld moder med sine børn, en smuk brud. Alt sammen noget, jeg drømmer om at se og opleve.

Nu ligger Stine ved siden af mig og sover. Hun blev meget skæv af sin smertestillende og jeg måtte forsikre hende om, at jeg holdt øje med hende og lyttede til hendes åndedræt. Nok præget af en smule angst. Angsten kan ikke altid skelne mellem fantasi og virkelighed. Vi prøver at gå til angsten, som var det et lille barn. Med omfavnelse og trøst. Det hjælper og beroliger! Hvis vi i stedet prøvede at skubbe den væk, ville den bare råbe endnu højere.

I morgen venter endnu en dag. Jeg glæder mig og jeg er så lykkelig over, at vi er kommet herned. Jeg er så glad på Stines vegne over, at vi nu ikke længere skal tynges af nedslående læger, men faktisk hives op og indgydes af håb og tro. Hvor er det fantastisk! Jeg tror så meget på det her og jeg er så taknemmelig for, at det er os muligt. Det er det kun fordi der findes så mange dejlige mennesker. Tak for jer.

Lykke og ulykke

Mange, der sender os gode og kærlige tanker, siger og skriver at de ønsker for os, at vi snart kan leve et normalt liv igen og være lykkelige. Faktum er, at jeg på en måde aldrig har været lykkeligere. Jeg har aldrig været så taknemmelig for det jeg har og bevidst omkring de ting, der reelt ikke betyder noget. Ja, der er hårde stunder med angst og ensomhed, mennesker, man pludselig ikke hører mere fra, efter hverdagen blev på pause, så jeg i stedet kunne være der for Stine på fuld tid. Men for fanden, hvor er jeg lykkelig og glad for det jeg har. Jeg elsker at være sammen med Stine og jeg nyder hvert et minut i fulde drag. Jeg er fuld af tro på at denne rejse nok skal ende lykkeligt.