En slags opsang

Cancer er ikke nødvendigvis en dødsdom. Det er en livsdom. Et påbud om at vride mest muligt ud af hvert eneste øjeblik. Min skønne veninde kaldte det tvangsmodning. Erkendelsen af vores forgængelighed. Og dermed nødvendigheden af at leve livet. Ivrigt og uforfærdet.

Thi livet slutter først med døden. Ikke før.
Man er ikke døende. Enten er man i live eller så er man død. Jeg siger ikke, at vi ikke kan eller skal forholde os til døden. Det skal vi, for det er vi sikre på, at vi skal. Og man kan af praktiske årsager sagtens planlægge noget af det. Men man skal i mine øjne ikke leve som om, at man allerede er død.
Dette er ikke kun forbeholdt mennekser med en sygdom. Folk som er raske fysisk, kan sagtens glemme at leve og slet ikke forholde sig til livet eller til hvor de skal hen.
Hvad er meningen med det hele? Når alt kommer til alt, er der én ting, der tæller. Vi er velsignet med den største gave af dem alle: evnen til at elske. Brug den.