Mennesker og liv

Jeg bryder mig ikke om kamp-analogien i forbindelse med cancer. Ingen taber kampen til kræften. Der er ingen vindere og tabere. Der er kun mennesker og liv. Jeg mener ikke, at man kan placere al skyld og ansvar hos mennesket, for så er det jo menneskets egen skyld, hvis han eller hun dør? Jeg har tit fået fortalt, at jeg kæmper flot. Helt ærligt, jeg kæmper ikke – jeg hænger i og holder ud. Jeg har ikke noget andet valg.

Det er muligt, at man dør med kræft. Men i mine øjne, må man ikke lade sygdommen bestemme og definere, hvem men er. Uanset sygdom. Man er præcis den, man er.

Folk omkring dig har også et ansvar. De skal ikke bekræfte dig i, at du har eller er kræften. De skal ikke lade kræften skabe en distance i jeres relation. Kræften kan nemlig skræmme og gøre folk omkring dig tavse. For med kræften er du blevet en fremmed, tror de.

Men det er du ikke. Du er stadig bare dig. Man er ikke sin sygdom. Man må ikke give den magten. Den må ikke gøre dig ensom. Du skal ikke føle dig alene og anderledes. Du er ikke alene. For du er et menneske. Ligesom alle andre.

Sygdom og død er ikke unormalt. Det er faktisk helt normalt. Vi skal alle dø. En ensom færd. Vi aner ikke hvornår eller hvordan. Vi er ikke gode til at tale om det. De fleste frygter døden. Og vi glemmer samtidig også at mærke, at lige nu lever vi. Vi lever et sted midt imellem. Som robotter. Så mærk lige efter, for NU er vi i live. Lige nu. Og har man livet, har man fået en gave – uanset hvad der sker. En unik skabning i universet.