Tak fordi du var min

Jeg kunne ikke tro, at det nogensinde kunne ske og derfor blev det ikke en mulighed, at du skulle forlade mig. Men det skete – du forlod mig. Og jeg bebrejder dig intet, for du ville livet og du kæmpede for det. Du kæmpede med alt hvad du havde og nej, du tabte ikke nogen kamp. For her er ikke vindere og tabere. Jeg er så stolt af dig. Så stolt af at jeg måtte være din kæreste, din klippe, dele min hverdag med dig, vågne med dig, høre dig sige at du elsker mig.

Den sidste tid, mens vi boede på hospice, ønskede jeg sådan, at det hele kunne forblive som det var lige der. For selv under de vilkår, havde jeg et ønske om at det kunne vare for evigt. Boblen måtte ikke briste. Tiden stod stille på hospice. Jeg sørgede for at fortælle dig, at jeg elskede dig. Du svarede enten tak, i lige måde eller at du også elskede mig. Sidstnævnte gjorde mig så lykkelig, for jeg vidste at det krævede din energi at sige det.

Jeg elskede at passe dig og var meget beæret over at være ham, der prøvede at holde styr på trådene. Det har jeg gjort i al den tid du var syg. Du har sagt, at du ikke vidste, hvordan du nogensinde skulle gøre mig gengæld. Sådan noget viftede jeg hurtigt væk, for sådan hang det slet ikke sammen. Du står ikke i gæld til mig, og som jeg sagde til dig, så har det hele været en gave og jeg er meget taknemmelig for hver dag jeg fik med dig – sygdom eller ej. Og som jeg ligeledes har sagt nogle gange, så gjorde jeg det uden tøven igen. Du var og er hende, jeg skulle leve mit liv med.

Din egen indsats var og er jeg også meget imponeret over. Du læste bøger, du gik til alverdens behandlinger, udvekslede erfaringer, afprøvede forskellige diæter, ændrede din kost, købte træningsudstyr, gik, løb og trænede. Og på trods af denne indædte kamp, formåede vi at være kærester, at være lykkelige, at rejse, at have lange snakke.

Mine lykkeligste øjeblikke var når du spillede og sang i lejligheden. Jeg husker at du efter en længere periode med mange smerter, pludselig sad ved klaveret og sang. Aldrig har jeg følt så stor en lykke og varme i kroppen. Hvis bare det øjeblik kunne have varet evigt.

Vi skulle have været gift denne sommer, men det blev vi ikke. Jeg kan trøste mig med at du fik sagt ja til mig og at jeg efterfølgende har fundet din bryllupstale til mig. Jeg kan høre dig fortælle mig ordene og synge versene.

Du drømte om at indspille en plade, om at leve af musik, om at skrive en bog og at rejse rundt i USA. Det nåede du ikke – men du nåede meget andet. Du har sat et aftryk og dit lys brænder videre i alle os andre. I særdeleshed i mig. Jeg kan huske da du grædende sagde til mig, at du ikke kunne udholde tanken om at jeg en dag ville finde en anden. Det kan jeg heller ikke selv. Senere, da det så rigtig sort ud, sagde du til mig at jeg skulle leve mit liv og få mest muligt ud af det for på den måde at ære dit minde.

Det er så uvirkeligt det hele. Ikke til at forstå. Jeg har konstant en følelse af, at du stadig er her. Ofte finder jeg mig i en situation, hvor jeg får en varm følelse i kroppen, præcis som jeg plejede når jeg skulle hjemad. Hjem til dig. Men så går det op for mig, at du ikke er her mere og en følelse af ligegyldighed strømmer igennem min krop. En følelse, der er tæt på umulig at komme af med igen. Lejligheden er tom nu, men alle vores ting står her. Klaveret, hvor du plejede at sidde og synge. Dine fine sandaler står ved sengekanten, klar til at du hopper i dem og tuller rundt i lejligheden. Men det gør du ikke mere. Hvad gør jeg med alle vores ting, alt dit tøj? Jeg har ikke lyst til at afslutte kapitlet med dig.

Tak for alt, elskede. Som du sagde til mig for meget kort tid siden, så ses vi igen – du er blot gået i forvejen.

Jeg vil altid elske dig!