Music Beats Cancer

Onsdag var en af de dage, der bider sig fast. På den gode måde. På så god en måde, at den nu er på min liste over de bedste dage i mit liv. Man kan ikke forberede sig på, at en dag bliver en sådan dag. Man ved det bare, måske allerede ved særlige momenter på dagen og ellers vokser det i dagene efter. Aftenen var fyldt med så meget kærlighed på flere niveauer. Kærlighed til mig, til livet, til hinanden, til venner, til familien, til fremmede, til reflektion og eftertanke, til musikken, til at gøre en forskel, til at skabe lys i mørket og til at rumme det svære.

Jeg har stadig ikke fattet, at det hele var til for mig. At alle de mennesker var mødt op, for at støtte mig. Der var unge, gamle, børn, voksne, kendte og ukendte ansigter, venner og familie. Jeg følte mig speciel og elsket.
En støttekoncert arrangeret til mig, så der kunne samles endnu flere penge ind til min behandling. Jeg er og var så taknemmelig. Det var så smukt og helt perfekt. Jeg elsker musik (både som lytter og som udøver), fest, hygge, god energi, nærvær, gode venner og familie. Alt dette havde aftenen. Og det er de primære ting, der giver værdi i mit liv. Så det var jo en ren ønskeaften for mig.

At bartenderene stod der gratis, at en veninde havde hjulpet med grafikken, at en anden veninde var konferencier, at en ven var med til planlægge, at min kæreste havde gjort så meget, at Kilden kvit og frit lagde koncertsted til, at lys og lydmand var på uden beregning, at folk havde smurt sandwich – og at så mange havde været med og involveret sig frivilligt for mig, samt at musikerne spillede gratis, var jeg altsammen meget rørt over. Én havde tilmeld skrevet en sang til mig. Og Bryan Rice (som var forhindret i at komme), dedikerede en af sine sange til mig.

Musikerne spillede så skønt og var meget nærværende i alle deres numre. Det var meget forskellige artister og det var fedt. For det mindede mig om mit liv. Sorg, grin, gråd, smerte, glæde, dans, roligt og uptempo, dur og mol. Jeg kendte de fleste af musikerne, men enkelte var et nyt bekendtskab. Bl.a. Linse Kessler, som var sindssygt sød og spurgte mig:

” Hvordan kan man være så syg og se så godt ud?” Det er rart for mig, at folk ikke kan se det på mig.

Jeg optrådte også selv. Først var jeg i tvivl, for jeg var så overvældet, at jeg var bange for, om jeg overhovedet kunne gennemføre. På den anden side er sang terapeutisk for mig, jeg elsker det. På scenen er jeg fri – også for sygdom. Så et par minutter inden det var tid, tænkte jeg, at selfølgelig skulle jeg det. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg forestillede mig, at jeg sang det hele ud. Det kom fra mit inderste indre. Jeg var ligeglad med, at det måske ikke ville blive den perfekte optræden, at jeg måske ville begynde at græde eller glemme teksten, men det ville ikke betyde noget.

Skæbnen ville, at min performance gik rigtig godt. Jeg følte at jeg beviste, at selvom man er meget syg, kan man stadig være stædig og man kan stadig være alt andet end “hende med kræft“. Da jeg var færdig med nummeret, (som i øvrigt blev “Hallelujah”, da tro, håb og kærlighed giver totalt mening lige nu), rejste hele salen sig op og klappede. Der måtte jeg tude. Det var en vild oplevelse.

Jeg havde sovet fire timer natten forinden koncerten på grund af smerter, så jeg var træt. Men jeg ville have hvert et sekund vredet ud af aftenen. Jeg havde også få timer inden dørerne åbnede, været morfinskæv. Sådan helt vildt og ubehageligt skæv. Følte, jeg var i anden verden og havde fornemmelsen af at skulle kaste op hvert sekund. Tilværelsen snurrede rundt og rundt, som ved en kæmpe brandert, hvor man bare ved, at næste skridt enten er, at man kaster op eller går kold. Heldigvis forsvandt min buzz i løbet af nogle timer. Nogle tænker, at jeg bare skal nyde min buzz, når den kommer. Men det kan jeg ikke. Jeg hader at miste kontrollen og ikke have styr på min krop. Når den gør uvante ting, bliver jeg utryg. Hvorfor sker der her mon?? Hvad betyder det? Er det en bivirkning? Trods træthed og en post-koger, lykkedes det mig at være til stede hele aftenen. Jeg måtte tage smertestillende i løbet af aftenen. Jeg fik stråler på min hofte fredagen forinden, det kunne mærkes. Men mine højhælede skulle på og de holdte lige til jeg selv skulle på scenen. Så inden jeg optrådte, smed jeg mine sko og strømper, så jeg dels var mere grounded, dels fordi jeg var øm og træt i hele kroppen og for at kunne mærke scenen med bare tæer.

Jeg fik så meget ros og så mange komplimenter. Ord som jeg altid vil gemme i mit hjerte. Det var næsten for meget. Hvorfor er vi så ubekvemme ved at tage i mod et kompliment? Jeg bestemte mig for at sole mig i det, for jeg er inde i en periode, hvor det er svært for mig, at føle mig lækker og sej.

Det eneste der skuffede mig ved aftenen var nogle enkelte rigtig gode venner, jeg havde regnet med at se, som ikke dukkede op. Det kan til deres forsvar tænkes, at de ikke har tænkt på min situation som sådan virkelig alvorlig. Man får virkelig også mulighed for at luge ud og sortere i et sådant forløb. Både i forhold til sig selv, men også i forhold til, hvem der egentlig er der, når det virkelig gælder. På dagene op til koncerten gik det op for mig, hvor meget det betød for mig, at folk mødte op for at støtte mig, uanset hvor længe, de så blev.

Jeg er ret overbevist om, at jeg havde prioriteret at komme – og evt. rykket aftaler rundt for at kunne deltage i et sådan arrangement, hvis det var nogen jeg kendte, der var i en lignende situation. Det må være en ret sjælden ting (heldigvis) at kunne deltage i. Jeg har i hvert fald aldrig prøvet det før i min omgangskreds. Derfor blev jeg faktisk ret ked af at se, at der manglede nogle betydningsfulde personer. Måske er jeg følsom, men i princippet ved jeg jo ikke, om jeg er her om et halvt år. Det ved ingen af os, men det var et stærkt signal at sende, synes jeg. Jeg tror ikke, at de har tænkt sådan om det. Men for mig er der bare forskel på ord og handling. Ord betyder intet uden handling. Heldigvis fokuserede jeg slet ikke på dette før er par dage efter. Og jeg var jo også på en måde endnu mere taknemmelig for dem, der så valgte at møde op.

Vi fik samlet 25.510 kr ind, hvilket er helt vanvittigt. Det havde vi slet ikke regnet med. Jeg havde det sådan, at aftenen var en gave nok i sig selv. Og jeg havde slet ikke tænkt over beløbet, før vi talte beløbet sammen om natten.

Hvis kærlighed kunne helbrede med et trylleslag, var jeg blevet helbredt den aften. Tak <3

 

This slideshow requires JavaScript.

Jeg har samlet nogle billeder fra aftenen og jeg håber, du også kan mærke magien. I øvrigt en stor tak til de skønne fotografer: Henrik Lund Sørensen, Jeanette Haag og Alan Thagaard, som var med til at forevige denne smukke aften.


Del indlægget:

5 kommentarer til “Music Beats Cancer

  1. Der er intet der overgår ægte kærlighed…Og denne aften var en fantastisk bekræftelse på dette…..En aften i hjertets tegn….Og med fantastisk musik og sang….ikke mindst fra dig Stine. …Du skal ikke være skuffet over de der ikke kom…..tabet er deres ……tak for en fabulent aften og tak for dig…knuuuuus Tina

    1. Kære Tina, mange tak for dit søde svar og dejlige ord! Jeg er helt enig – kærlighed er det største, vi har. Og det var netop en aften i kærlighedens tegn <3 Tak fordi du var med! Knus

  2. Kæreste Stine

    Hvor er det et dejligt indlæg, med følelserne i forvejen uden på tøjet, skriver du din kærlighed og taknemmelighed ud. Tak for du deler denne smukke aften.
    Vi har kun mødt hinanden et par gange. En gang i Berlin og i Århus.
    Jeg er selv syg med PCS på tredje år [hvilket skyldes mit fravær til festen], og forstår din sorg over manglende tilstedeværelse, fra folk du troede var med dig, hele vejen igennem. Det rammer nemlig hårdt, når vennerne ikke er de venner man håbede på.

    Jeg blogger bl.a. på http://www.kirstenkkester.com, og er pt ved at skrive en indlæg om, hvad man kan forvente af sin omgangskreds, når man er alvorligt eller langvarig syg. Jeg vil gerne nævne dig, og linke til dette indlæg. Er det ok?

    Med ønsket om ALT det bedste kære modige Stine. Kh. Kirsten [veninde til Dorte-Maria]

  3. Kære Kirsten
    Jeg husker dig tydeligt! Sikke en udstråling, du havde. Tak for dine fine ord! Selvfølgelig må du linke til mit indlæg. Det er et super vigtigt emne.
    For mig handler det også om, at kunne sætte ord på, hvad man har brug for af sine venner. Og række ud og spørge efter hjælp. Det synes jeg er svært i sig selv. Jeg vil helst klare mig selv. Jeg kan ikke forvente, at mine venner kan læse mine tanker. Men jeg er klart blevet bedre til at melde ud, hvis der er noget, jeg har brug for. Men det er skuffende, når man føler sig svigtet. Det er nemt nok at sige – som ven til et menneske i krise – at man nok skal være der og at de bare skal ringe osv. Men i mine øjne kommer dette rigtig til udtryk i handling og ikke i ord. Man kan være der for hinanden på mange måder. Lige den aften, havde jeg brug for, at mine venner bakkede mig op ved at møde op fysisk. Det var der heldigvis vildt mange, der gjorde. Dem vil jeg hellere fokusere på end de få, der ikke gjorde ❤

    1. Kære Stine
      Tak for du husker mig på den måde. Det er lige så jeg rødmer. ❤

      Skønt du vil lade dig dele. Det er et utroligt vigtigt emne, og svært for begge parter. Som du siger er det umuligt at læse tanker, og det kan bære svært at bede om hjælp.

      Jeg giver et bip på Instagram når indlægget er klar. [alt efter helbred, tager det kort til lang tid].

      Alt der bedste ❤ K.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *