Dagbog Arcadia – part 1

Part one. Søndag d. 23/4-17

Så er det i dag. Vi skal til Tyskland. Jeg skal ned og have behandling på Arcadia Praxis Klinik. Holistisk behandling.

Her indgår kost, livstil, milde behandlingsformer mod kræft, pårørende, terapi, kosttilskud, gruppesnakke og fysisk bevægelse alt sammen i et intenst program tilpasset mig. Det er en helt anden måde at tilgå cancer, sammenlignet med det man fx gør i Danmark.

Vi skal være der i 12 dage. Det er så vildt, at vi har fået denne mulighed. Det er jeg mega glad for. Det er takket været min indsamling, hvor så mange fantastiske mennesker bidrog, at vi nu er på vej. Vi har pakket og klokken er kun 05.00. For mig er det ligegyldigt med klokken. Min døgnrytme er styret af, hvornår jeg skal have smertestillende. Jeg har ikke været helt præcis med at tage det, så tidspunktet har rykket sig til klokken 05.00, hvor jeg derfor alligevel skal være vågen og tage medicin. Jeg sov kl 03.00, tror jeg. Søvn er virkelig en mangelvare for mig pt!

Vi skal huske mit “pillepas” (en tilladelse til at have medicinsk cannabis og medicin med røde trekanter på med sig). Jeg har nok piller og cannabisolier til en lang periode i fængsel. Hm, de ville nok mildne straffen omstændighederne taget i betragtning.

Nå, men Titan putter mig ned i bilen med dyne og pude. Jeg får et smertegennembrud da vi kører, så luren må jeg vente med, til pillerne virker. Nu er vi fremme ved færgen i Rødby. Jeg bliver lidt trist, da jeg ser færgehavnen. Vi har efterhånden været på en del roadtrips i Europa i vores egen bil, og de ture starter altid officielt, når vi når Rødby-Puttgarten overgangen. Øv.. i dag er det i en helt anden sammenhæng. Men forhåbenligt bliver det også en rigtig god tur.

Jeg har lige taget en del morfin, så jeg føler mig godt skæv. Jeg halter på min højre ben, så turen op ad trappen til dækket er lang. Tænk, jeg har aldrig skænket det en tanke, hvordan det er ikke at kunne bruge sine ben ordenligt. Nu er det noget med, hvordan jeg bedst kommer op uden smerter. Jeg skal altid sætte det venstre ben i først, så går det bedre. Jeg støtter mig til gelænderet og kommer op i sneglefart. Jeg er stadig pakket ind i dynen. Der er næsten ingen andre mennesker med færgen, men jeg føler, at alle kigger på mig. Tænker de mon, om der er noget galt med mig? Det vipper helt vildt på turen. Det er en virkelig en dårlig cocktail med kvalme fra morfinen. Jeg klarer frisag, da jeg sætter mig udenfor på dækket. Solen titter frem og rammer mig. Det er egentlig helt rart at sidde her og kigge ud på vandet og vide, at nu gør vi noget aktivt for mig! Jeg smiler for mig selv og mærker en optimisme skylle igennem min krop.

Endelig virker medicinen og jeg kan sove lidt. Titan har kørt hele vejen og er træt. Vi holder ind på en rasteplads, hvor han kan få sig en lur. Nogle ældre damer er på tur og parkerer ved siden af os. De griner og fjanter og en af dem laver yoga/gymnastikøvelser over de obligatoriske rasteplads-bænk-og-bord-i-et. Jeg bliver helt misundelig. Tænk, det der, det kan jeg sgu ikke selv nu! Det skal jeg bare komme til at kunne igen!

Køreturen er smuk. Nu er vi så langt nede i Tyskland, at man fornemmer, at man er væk fra Danmark. Der er bjerge, alpehuse, små landsbyer og vores lille Up! kan næsten ikke trække sig op ad bjergene.

Endelig er vi fremme. Klinikken ser helt lukket ud, men det er jo også søndag aften. Jeg ringer til en kontaktperson, Tina, som straks åbner døren for os. Hun byder os velkommen og viser os rundt. Stedet minder om en blanding af et sommerhus og et hotel. Super hyggeligt, trygt og meget anti-hospitalsagtigt. Masser af træ og lyse farver. Selv duften er behagelig. Kender I den der sterile hospitalslugt? Jeg kan få kvalme bare ved tanken! Vores sanser opfanger langt mere, end vi lige er bevidste om.

Vi får anvist vores værelse, som også minder om et hotelværelse – dog er der intet TV. Vi er først rædselsslagne, men bliver enige om, at nu er muligheden der for at sætte ind og ændre vores tilværelse flere steder. Uden et TV er der mere tid til nærvær, refleksion, gode samtaler og måske læse en bog. Vi finder dog hurtigt koden til internettet, men det er jo også kun lige den første dag…

Tina viser os, hvor vi skal spise aftensmad. Det er på den restaurant, hvor Arcadia får mad fra. Vi er de eneste på klinikken, læger og sygeplejersker er der ikke i weekenden, og der kommer først andre patienter på tirsdag. Vi er trætte og hviler os inden middagen. Det har været en lang dag. Vi sover relativt tidligt. Selvfølgelig vågner jeg med smerter kl. 24.00. Jeg har ondt i maven, da jeg har glemt at tage den pille, der beskytter maven. Jeg må sætte alarmer til for at huske det hele.

Jeg er virkelig spændt på i morgen. Er de søde? Og hvad skal der ske? Jeg er spændt og forventningsfuld – helt klart på den gode måde. Over and out, jeg vil prøve lidt søvn, inden min alarm vækker mig til dem næste portion smertestillende.

Fortsættelse følger…


Del indlægget:

2 kommentarer til “Dagbog Arcadia – part 1

  1. Jeg synes, det lyder som en rigtig godt sted! Jeg håber, du får et udbytterig ophold Stort knus til dig!

  2. Kære Stine
    Masser af knus og kram til jer begge to.
    Ønsker jer alt det bedste
    Hvor er det stort at du og I vil dele jeres liv og kamp med andre – min dybeste respekt
    De kærligste hilsner
    Carina Erwin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *